Må jeg bede om en kop te uden garvesyre, tak!
Den bestilling støder vi på flere gange om ugen i Simply Tea.
Det korte svar er: Ja, så gerne, du kan vælge mellem alle vores teer! Ingen af vores teer har nemlig garvesyre. Hvordan nu det?
Jo, det er ganske enkelt, fordi der findes ikke garvesyre i te!
Men når myten trives selv blandt fagfolk – en hurtig søgning på
internettet henviser til et væld af tilbud om teer, der lovprises for
for deres manglende indehold af garvesyre - er det ikke så underligt, at
myten også trives blandt lægfolk.
Hvad er garvesyre?
Garvesyre (Acidum Tannicum)
har en kemisk formel, der hedder: C14 H10 O9. Garvesyre findes i for
eksempel egeblade og blev oprindeligt udtrukket herfra for at garve –
blødgøre og omdanne - huder til læder. Men te kan ikke garve læder
uanset, hvor meget man prøver.
Hvordan er myten så opstået?
Det kan være
svært at opspore, hvordan en myte opstår, og der er sikkert flere
forklaringer. Et bud kan være, at ordet tannin stammer fra det keltiske
ord ‘tanna’, som betyder eg eller fyr (som i Tannenbaum – juletræ). Og
da vin fra gammel tid har været lagret på tønder, får vinen sin
garvesyre herfra. Desuden findes der naturligt forekommende tanniner i
skallen på vindruer.
Tannin er et polyfenol, som har antioxiderende virkninger på cellerne.
Altså er der i vin både tanniner (der stammer fra drueskallen) og acidum
tannicum (garvesyre), der stammer fra egetræsfadet, som vinen lagres i.
Da der findes tanniner i te, og da begreberne ligger så tæt op ad
hinanden er der formentlig sket en sammenblanding af tanniner og tanninum acidum. Og på den måde at myten om garvesyre har sneget sig over i te.
Hvor kommer bitterheden i teen fra?
Hvis det ikke er garvesyre,
der giver teen den bitre smag, hvad er det så. Det er de såkaldte
flavonoider. Når de går i forbindelse med bestemte proteiner i spyttet,
kan der opstå en bitter smag i munden, som helt uretmæssigt bliver
tilskrevet garvesyre. Hovedparten af flavonoiderne bliver frigivet fra
tebladene i løbet af de første minutter teen trækker, og de spiller også
en kosmetisk rolle. Flavonoiderne kan nemlig reagere med den kalk, der
findes i vandet og sætte sig som mørke rande på koppens eller kandens
inderside.
Hvad er flavonoider?
Flavonoider er en gruppe kemiske stoffer under samlebetegnelsen polyfenoler,
der forekommer naturligt i frugter, grønsager, teer, vine, nødder, frø
og rødder. De betragtes ikke som egentlige vitaminer, men flavonoider
har en række vigtige, ernæringsmæssige og antioxiderende virkninger og
egenskaber, der kan bekæmpe betændelsestilstande i kroppen. Endelig er
det bevist, at flavonoider kan forebygge eller forsinke udviklingen af
visse kræftformer.
Er der andre næringsstoffer i te?
Ja. Te, hvis latinske navn er Camilia Sinensis, er hovedsagelig sammensat af polyfenoler såsom: Katekiner og flavonoider, alkaloider med særlig vægt på koffein og theophyllin, æteriske olier, polysaccharider, aminosyrer (såsom L-theanin), lipider, vitaminer og mineraler.
Hvad er polyfenoler?
Polyfenoler er ofte refereret til som tanniner. De primære polyfenoler i te hedder katekiner (Catechins). Katekiner
udgør 30 til 40 procent af teens tørrede vægt. Katekiner og flavonoider
beskytter kroppen ved at forebygge skader forårsaget af frie radikaler
(dvs. frie agenter, der ikke er bundet til moleculer, og som derved kan
forårsage skade ved at nedbryde cellen). Ved at blande sig med de frie
radikaler foretager disse kemikalier en rensende proces, det vi kalder antioxidering.
Så lad os slå fast, der findes ikke garvesyre i te!